Konsultationer

Privathospitalet Kollund – Fredericia afdeling
Bødkervej 3, 7000 Fredericia

Hvad er ikke permanente fillers?

Ikke-permanente fillers er kunstigt fremstillede geléer af hyaluronsyre (f.eks. Restylane, Juvéderm). Hyaluronsyre er en vigtig del af grundsubstansen i vores bindevæv og findes specielt i huden. Med alderen reduceres mængden af hyaluronsyre og huden bliver mere slap, taber volumen og der kan dannes rynker og furer.

Ved at injicere fillers under huden, kan man midlertidigt erstatte tabt volumen, glatte statiske rynker og skabe glød i huden. Fillleren integreres med det omgivende væv og da der er en løbende omsætning af hyaluronsyre i huden, vil effekten aftage med tiden.

Hvad er forskellen på de forskellige ikke-permanente fillers?

De forskellige ikke-permanente fillers adskiller sig ved gelpartiklernes størrelse.
De største partikler anvendes til at give volumen eller definere f.eks kinder, kindben, kæbelinje, hage og andre kontureringer.
De næststørste partikler egner sig bedst til dybere furer og folder, f.eks. ved furen fra munden til næsen.
De mindste partikler er velegnede til kreppet hud, rynker ved munden og til at give glød og fugt i huden.
Der er udviklet ikke-permanente fillers, som anvendes specielt til læberne.

Hvordan udføres behandlingen?

Ved behandlingen bliver filleren indsprøjtet i huden i ganske små mængder med en meget tynd nål. De fleste fillers som anvendes, indeholder lokalbedøvelse. Ved behandling af læberne kan der også anvendes lokalbedøvende creme. Umiddelbart efter behandlingen kan huden være let til moderat hævet, rød og øm. Denne reaktion forsvinder efter et par dage. Især behandling af læberne kan medføre moderat hævelse.

Arbejde og andre daglige gøremål kan genoptages umiddelbart efter behandlingen. Makeup må bruges efter 6 timer. Behandlingen varer ca. 30 minutter.

Hvor længe holder effekten af behandlingen?

Det er individuelt, hvor lang tid effekten af behandlingen holder. Det afhænger bl.a. af hudens tilstand, hvilket område der behandles, blodcirkulation, injektionsteknik, produkt mm. I de fleste tilfælde holder effekten af filler 6-12 måneder. Dog typisk kortere 4-6 måneder ved behandling i læberne. Erfaringen viser, at holdbarheden kan forlænges med opfølgende behandlinger.

Bivirkninger

Der er ofte hævelse i dagene efter behandlingen, idet hyaluronsyre binder væske. Et par dage efter indsprøjtningen kan der fortsat være let rødme samt ømhed i området og af og til blå mærker ved stikstederne. Mærkerne forsvinder typisk i løbet af en uge.

Infektion ses sjældent og ved tegn herpå kontaktes læge, da antibiotikabehandling eller opløsning af filler kan være nødvendig. Enkelte får et bumselignende udslæt i det behandlede område og forkølelsessår kan reaktiveres. I meget sjældne tilfælde kan der opstå rødme i huden, som varer flere måneder, ligesom der kan opstå bindevævsknuder.

Der er en yderst sjælden risiko for, at der indsprøjtes filler i en arterie/blodkar, hvorved der kan opstå iltmangel / vævsdød i området. Dette kan behandles akut med hyalase, som opløser filleren. Afhængig af indsprøjtningsteknikken kan der forekomme ujævnheder i deponeringen af filleren og evt. en over-korrektion af rynken. Dette forsvinder helt i takt med at filleren absorberes. Hvis behandlingen fortrydes, kan filleren opløses med hyalase.

Patienter, som anvender blodfortyndende medicin, skal undgå denne type behandling pga. øget risiko for blødning.

Behandlingens effekt

Der er ofte en god effekt med hel eller delvis udglatning af de behandlede rynker. Det er dog ikke alle rynker og furer, som egner sig for injektionsbehandling med ikke-permanente fillers. Patienter, som har et stort hudoverskud i ansigtet med meget dybe rynker og furer, får sjældent et godt resultat af behandlingen. I disse tilfælde anbefales kirurgisk behandling (ansigtsløft, hudlaser etc.). Det forventede resultat gennemgås grundigt ved en forundersøgelse inden behandling.

Kombination med andre behandlinger

Ikke-permanente fillers bruges ofte i kombination med plastikkirurgiske indgreb eller andre kosmetiske behandlinger for at få bedst muligt resultat. Det er ofte muligt at behandle med både botox og fillers samme dag.

Lov om betænkningstid og samtykke

Der er ved Styrelsen for Patientsikkerhed lovkrav om en forundersøgelse inden første behandling og efterfølgende en betænkningstid på 2 dage før at du kan modtage behandling med ikke-permanente fillers. Når du er i et behandlingsforløb med tilbagevendende behandlinger, kræves der ikke betænkningstid før nye behandlinger.